Mini Guide: Kom godt i gang med at forspire 1-årige blomster

Mini Guide: Kom godt i gang med at forspire 1-årige blomster

Forspiring er en fantastisk måde at give dine blomster et forspring på, så du kan nyde en længere blomstringsperiode. Ved at starte frøene indendørs kan du sikre, at dine planter er godt etablerede, når de skal ud i haven. 

Forspiring indebærer, at frøene får optimale betingelser for at spire, hvilket kræver overvejelser om plads, lys, varme og ventilation. Der findes mange metoder, bl.a. spirebakker, bredsåning i genbrugte bakker og små soilblocks. Inden du går i gang, skal du beslutte dig for den metode, der passer bedst til dine forhold.

Vær tålmodig og start ikke for tidligt - du ender med tynde, ranglede planter!

Livet for en 1-årig blomst handler om at sætte frø – og for at udsætte denne fase skal du plukke løs af dine blomster. Jo mere du plukker, jo flere blomster producerer planten. Du kan lade nogle få blomster modne til frø, men ellers gælder det om at høste flittigt for at få et rigt flor hele sæsonen.

Indkøb af frø

Jeg anbefaler at vælge økologiske frø, hvor det er muligt. Du kan finde gode leverandører online, både i Danmark og Tyskland.

Blomsterfrø inddeles i tre kategorier:

Vinterhårdføre: Skal stratificeres (udsættes for kulde 1-2 uger i lufttæt pose i fryseren) eller sås direkte i efteråret

Halvhårdføre: Kommer fra varmere egne, har en længere vækstsæson og bør forspires tidligt

Ikke-hårdføre: Varmeelskende sorter som frøkenhat, der slet ikke tåler kulde

Jeg kombinerer efterårssåning, forspiring og direkte såning i min produktion.

Såjord

Jeg bruger økologisk, spagnumfri såjord iblandet Perlite, som forbedrer jordens struktur og øger spiringsprocenten. Et godt blandingsforhold er 1 del Perlite til 3 dele jord.

Forspiringsbakker og mærkning

Husk at mærke dine frø, når de er kommet i jorden. Jeg bruger enten malertape (på kantinebakkerne) eller træpinde fra Jem & Fix og en Posca tusch til at skrive navn og sådato. Lad altid dit mærke følge dine frø, og så først den næste sort, når du har mærket den foregående sort. Trust me, du kan ikke huske, hvad der er hvad, hvis du springer over her.

Jeg bruger en kombination af virkelig holdbare spirebakker og soilblocks. Hvis du vælger at investere i spirebakker med løse bunde, anbefaler jeg, at du køber den bedste kvalitet. Så skal du kun købe spirebakker en gang. Man kan også selv bygge spirebakker af genbrugsstræ med træbund med mulighed for dræn, de holder en god rum tid. Dem kan du fylde helt med jord og bredså dine frø i.

Soilblocks er små jordblokke lavet med en soilblocker af aluminium. Den mindste model har 20 blokke. De har den fordel, at de er nemme at ompotte og rodnet etableres horisontalt, hvilket er godt for planten. Ulempen er, at større frø kræver større blokke, så derfor tjener de små banditter ikke altid formålet. Små frø sås med fordel med en tandstik af træ, som når den dyppes i vand kan fange enkelte frø, som du derefter kan lægge forsigtigt i jorden, ligesom Michele viser her. Smart ikke!

På den blå bakke er der 200 små blokke af jord - det er mange blomster på et lille areal, og det er særdeles praktisk for mig, som dyrker hundredevis af planter.

Jeg bredsår også i genbrugte beholdere og prikler spirerne om senere. Jeg har fået en masse plasticemballager med låg fra et ishus foræret. Jeg har lavet huller i bunden og med låget løst liggende ovenpå, fungerer de som små drivhuse. Godt dræn er meget vigtigt, så du undgår overvanding, der kan få frø til at rådne. Vermiculite på toppen hjælper både med at dræne og holde på fugt.

Ompotning

Når spirerne i de små soilblocks er store nok, kan de ompottes i større soilblocks eller potter, hvor deres rødder får mere plads til at etablere sig. Her viser jeg den større soilblocker til 4 stk. Den laver en fordybning i hver blok, som de små blokke passer ned i.

Hvis planterne har etableret et godt rodnet i de små soilblocks, kan de plantes direkte i jorden (når de er afhærdede). Held med direkte udplantning af de bittesmå soilblocks afhænger af, hvor løs og rengjort jorden er, og selvfølgelig, at der er fokus på den efterfølgende pasning af de små babyplanter.

Hærdning

Hærdning må ikke undervurderes, hvorfor du stille og roligt skal vænne dine småplanter til at være udenfor. Start med at sætte dem udenfor i skygge og læ nogle timer dagligt og øg gradvist deres tid i solen over de følgende 1-2 uger. Vand jorden godt, inden du planter dem ud. 

Her er forslag til seks klassiske sommerblomster, der er lette at dyrke

  1. Morgenfrue (Calendula officinalis)
    • Forspiring: februar-marts eller sås direkte fra april
    • Udviklingstid: 8-10 uger
    • Udplantning: Efter sidste frost
    • Tip: Pluk løbende for længere blomstring
    • Morgenfrue har utroligt mange anvendelsesmuligheder. Søg på nettet!
  2. Kornblomst (Centaurea cyanus)
    • Forspiring: marts eller sås direkte fra april
    • Udviklingstid: 10-12 uger
    • Udplantning: Kan tåle lidt frost
    • Tip: Tiltrækker bestøvere
  3. Skabiose (Scabiosa atropurpurea)
    • Forspiring: februar-marts
    • Udviklingstid: 12-14 uger
    • Udplantning: Efter sidste nattefrost
    • Tip: Elsket af bier og sommerfugle
    • Høstet på det rigtige tidspunkt, bliver den meget smuk som tørret
  4. Løvemund (Antirrhinum majus)
    • Forspiring: februar-marts
    • Udviklingstid: 14-16 uger
    • Udplantning: Efter sidste frost
    • Tip: Klem topskud af for at forøge antallet af blomster
    • Frø er mikroskopiske, så fang frø med spidsen af en tandstik og læg frøet i jorden
  5. Jomfru i det Grønne (Nigella damascena)
    • Forspiring: Behøver ikke forspiring, kan sås direkte fra marts-april
    • Udviklingstid: 10-12 uger
    • Udplantning: Direkte på friland
    • Tip: Smukke frøstande kan tørres
  6. Frøkenhat (Zinnia elegans)
    • Forspiring: marts-april
    • Udviklingstid: 10-12 uger
    • Udplantning: Efter sidste frost
    • Tip: Elsker varme og tåler ikke frost

Og så lige en repetition

Forspiring, ompotning, hærdning og udplantning

  1. Forspiring: Brug en god økologisk og luftig såjord i små potter eller bakker. Så frøene efter anvisningen på posen, vand forsigtigt, og stil dem lyst og lunt (18-22 grader).
  2. Ompotning: Når de små planter har udviklet deres første sæt rigtige blade, kan de ompottes i større beholdere med næringsrig jord.
  3. Hærdning: Før udplantning skal planterne langsomt vænne sig til udelivet. Sæt dem udenfor i læ i dagtimerne i en uges tid.
  4. Udplantning: Når risikoen for nattefrost er ovre (typisk fra midt maj), kan du plante dine blomster ud i haven.

At så og dyrke blomster er en smuk og meditativ proces, hvor vi mennesker samarbejder med naturen. Vi giver planterne en god start, men det er jorden, solen og tiden, der gør resten. Reglen om gensidighed gælder også her. Vi giver og vi modtager!

Glæd dig til en sommer fyldt med farver, duft og summende liv.

Jeg håber, at du får glæde af denne mini guide og får lyst til at prøve kræfter med 1-årige sommerblomster i din have!

Disclaimer: Såning af sommerblomster sker på eget ansvar - man kan godt gå hen og blive afhængig af det, skulle jeg hilse at sige!

Kærlig hilsen
Dorte

 

 

Tilbage til blog