Slow Living i Fridas Have – Når livet har mig
Tiden går langsomt her. Den strækker sig ud over dagen, som duggen der tøver med at forsvinde fra græsstråene i den milde morgensol. Jeg bevæger mig gennem haven uden hast, lader blikket hvile på de små forandringer – en ny spire i køkkenhaven, lavens tyste vækst på den gamle eg, dugdråber og spindelvæv, der glimter som små verdener i sig selv.
I Fridas Have er der tid til at opdage, undersøge og være nysgerrig. Tid til at lytte – både til naturen og til den tyste visdom, der bor i os alle. Jeg trækker vejret dybt, føler jorden under mine fødder og husker, at jeg ikke behøver at styre livet. Det har allerede fat i mig.
Naturens rytme og vores indre liv
Jeg har lært noget om psykologien bag psykologien, noget om hvordan vi er designet, så at sige, og forståelsen viser mig, at min oplevelse af livet ikke er noget, jeg behøver at begribe eller kontrollere. Tanker kommer og går, ligesom skyerne på himlen, og under dem er der altid en stille, urokkelig klarhed.
Når jeg krammer egetræet i æblelunden, kan jeg mærke det: En dyb, ordløs forbindelse. Træet står dér, trofast og roligt, uden behov for at præstere. Jeg lader tårerne trille, fordi jeg genkender noget i det – en visdom, en urokkelighed, som også findes i mig, når jeg giver slip på tankernes støj og bare er. Livet har mig.
En art blandt arter
Jeg er ikke hævet over naturen, jeg er ikke dens hersker, men jeg ser mig selv som er en del af den, jeg repræsenterer bare en art blandt alle arter. Med åbent hjerte lytter jeg til havens lyde, til fuglene, til vinden mellem træerne. Jeg dyrker mine grøntsager i en sund jord, ikke kun for min egen skyld, men fordi jorden også skal næres. Alt herude er gensidigt – jeg er en giver, og jeg er en modtager.
Robin Wall Kimmerer skriver i sin vidunderlige bog "Braiding Sweetgrass", at vi har meget at lære af naturens regel om gensidighed. Når vi tager imod, bør vi også give tilbage. Det genkender jeg.
Når jeg høster blomster, lader jeg altid nogle stå tilbage, så fugle og insekter kan forsyne sig med planterester og frø i løbet af vinteren. Når jeg høster grøntsager, efterlader jeg plantedele på jorden til at forbedre dens forhold. Når jeg står ved egetræet i æblelunden, læner jeg mig ind mod det og mærker, hvordan vi hører til det samme kredsløb. Træet deler sin ro og styrke med mig, og jeg giver tilbage med min opmærksomhed og omsorg.
Slow Living som livsfilosofi og Slow Flowers som en gave
Slow Living er en påmindelse om, at vi ikke skal skynde os for at nå frem, men snarere opdage, at vi allerede er fremme. At vi kan hvile i den livsrytme, som naturen spejler for os.
I gamle dage dyrkede vi blomster i takt med naturens rytme – uden kunstige hjælpemidler, uden at presse jorden eller forurene omgivelserne. Det var en selvfølge, at blomsterne voksede i den jord, de hørte til, og at de blev høstet i deres egen tid. Slow flowers er ikke en ny opfindelse – det er en tilbagevenden til den måde, vi altid har dyrket blomster på, før tempoet blev skruet op, og produktionen blev industrialiseret.
Den moderne blomsterindustri er ofte klimabelastende og bærer præg af en kolonialistisk tankegang, hvor naturen ses som en ressource, vi kan udnytte uden konsekvenser. Men blomster er ikke kun til for vores skyld – de er en uundværlig del af økosystemet. Bestøvere lever af dem, jorden næres af dem, og de binder os mennesker tættere til den natur, vi er en del af. Når vi dyrker blomster med omsorg og i samspil med naturen, bygger vi på gensidighed i stedet for udnyttelse. Vi giver noget tilbage. Det er ikke bare smukt – det er nødvendigt.
Her i Fridas Have lærer jeg det hver dag: At tage mig tid, at være nærværende, at tage imod det, der gives, og give videre, hvor jeg kan. Reglen om gensidighed. Og for mig er det netop dét, Slow Living i sin essens handler om – ikke at eje livet, men at lade det have os i stedet.