Vil du være en del af noget større?

At dyrke sine egne blomster, sine egne grøntsager, sit eget liv – det er en handling af integritet. En stille beslutning om at tage ansvar. For jorden, for det liv, vi skaber, og for den skønhed, vi bringer ind i verden.

Jeg tænker tit på, hvordan hver eneste blomst, jeg dyrker her i Fridas Have, er en lille fortælling. Den starter som et frø i mine hænder, får næring fra mulden, vokser i samklang med andre planter, solen og regnen – og til sidst plukkes den med omhu, klar til at bringe glæde videre.

I den proces er der noget oprindeligt, noget sandt. Jeg ved præcis, hvor mine blomster kommer fra. Jeg kender jorden, de er vokset i. Jeg ved, at de ikke er sprøjtede, at de ikke har rejst tusindvis af kilometer for at ende sit korte liv i en vase et sted, men er blevet til med respekt for naturens kredsløb.

Selvforsyning er mere end at kunne klare sig selv. Det er en kærlig handling – en måde at tage vare på verden på. Når vi dyrker noget selv, bliver vi bevidste om alt det, der ellers foregår i det skjulte. Vi får respekt, når først vi lærer, hvor lang tid det tager for en blomst at blomstre, eller hvor længe et blomkål er undervejs. 

Vi mærker taknemmeligheden, når noget lykkes, og ydmygheden, når naturen minder os om, at vi ikke skal kontrollere alting. Og netop i den erkendelse ligger en dyb ro. Friheden i at give slip og vise tillid. Og endelig, glæden ved at dele af sin overflod, når det lykkes at få rigelige afgrøder fra jorden.

Et frø af forandring

Hver buket, jeg skaber, er en lille protest mod en kæmpe industri, der ofte glemmer jordens værdi og dem, der arbejder med den. De fleste konventionelle blomster er dyrket på den anden side af kloden, under forhold der ikke altid tager hensyn til mennesker eller miljø. De er voldsomt sprøjtede, høstet inden de er klar og transporteret meget langt – skabt for at være smukke et øjeblik og derefter glemt. 

Men en blomst kan være mere end det. Den kan anspore til en handling. Den kan være en påmindelse om, at vi kan vælge anderledes. At vi kan dyrke og handle lokalt.

Når du vælger lokalt dyrkede, økologiske blomster eller fødevarer, træffer du et bevidst valg om at gå en anden vej. Du bidrager til en livsform, hvor vi i fællesskab tager ansvar for det, vi skaber – hvor vi ikke blot forbruger, men genopbygger forbindelsen til naturen, jordkloden og hinanden. Og netop det er kernen i et helt nødvendige paradigmeskift: At forandringen ikke sker på individplan, men i fællesskab.

Og måske er det i virkeligheden det vigtigste: At vi husker vores forbindelse til jorden, til hinanden og til det liv, vi skaber – sammen.

Hvad hvis vi vendte tingene på hovedet?

For hvor kommer vi egentlig fra? Ikke bare i den fysiske forstand, men i vores relation til jorden, til naturen, til hinanden og os selv? Vi er opdraget i en kultur, der hylder forbrug. En struktur, hvor vi måles på, hvad vi kan købe, hvor hurtigt vi kan skaffe det, og hvor lidt besvær vi oplever i processen. Vi er vokset op med idéen om, at det, vi mangler, findes uden for os selv – på en hylde, i en webshop, i en hurtig løsning.

Men hvad hvis vi vendte det om? Hvad hvis vi i stedet for at være optagede af, hvad vi kan tage, begyndte at spørge, hvad vi kan bidrage med?

Gensidighed: At tage og give tilbage

Robin Wall Kimmerer skriver om naturens gaveøkonomi – hvordan jorden altid giver os mere, end vi kan tage. Hvordan skoven deler sine frugter, hvordan planterne tilbyder deres medicin, hvordan en blomst ikke bare er smuk for sin egen skyld, men for bierne, for jorden, for kredsløbet. Og hvordan vi, som en del af dette kredsløb, har glemt vores plads i det.

Forbrugerisme har lært os at tage uden at give tilbage. Men naturen fungerer ikke sådan. Den lever i et evigt gensidigt forhold. Når vi lægger et frø i jorden, er det ikke en ensidig handling – vi giver jorden noget, og den giver os noget igen. Når vi imødekommer andres behov uden at forvente at få noget igen, når vi passer vores dyr med respekt, når vi forbinder os med hinanden med værdighed, udfører vi handlinger af omsorg, ikke bare for os selv, men for noget større.

At tage ansvar for det, vi skaber, er ikke en byrde. Det er en tilbagevenden til vores oprindelige plads i verden.

Små handlinger, store forandringer

Det kræver ikke en radikal livsstilsændring at begynde at leve mere i gensidighed med naturen. Det kan sagtens starte i det små:

At vælge lokalt dyrkede blomster frem for importerede – og gerne dyrke nogle selv

At genopdage glæden ved at dyrke lidt af sin egen mad, om så det bare er krydderurter i en vindueskarm

At lære sine hænder at skabe noget af lokalt dyrkede materialer – et blomsterrelief, en buket, en krans – og mærke, hvordan det bringer os tættere på os selv

At se vores forbrugeradfærd som en kæde af handlinger og konsekvenser og kritisk spørge: Hvem har skabt dette? Hvordan er det blevet produceret? Hvilket aftryk efterlader det? Og begynde at tage objektivt stilling til vores valg.

Når vi gør dette, ændrer vi ikke bare vores eget liv. Vi bliver en del af en større fortælling. En fortælling, hvor vi husker, hvor vi kommer fra. Hvor vi tager ansvar. Hvor vi vælger at være skabere frem for forbrugere. Lammeskindet er fra en af vores væddere, som har haft et dejligt og fritgående liv på gården. Vi ved præcis, hvor det kommer fra.

For hver gang vi sår et frø, binder en krans, eller deler en buket af lokale blomster, siger vi ja til en anden måde at være i verden på. En måde, der ikke bare handler om at tage – men om at give tilbage.

Måske er det netop nu, vi skal huske, at vi ikke står udenfor naturen, men er en del af den. Hver handling tæller, og alt, hvad vi nærer med omsorg, bliver til noget større. Et fællesskab med fokus på at tage bevidste valg, at skabe en hverdag med dybere forbindelse, en verden, hvor vi giver i stedet for blot at forbruge.

Hvilken forandring vil du være med til at skabe? Hvordan kan vi gøre det sammen?